BLOG: Fysiske steder kan også dræne én for energi!

Alle kender nok følelsen af at være drænet. Ikke bare træt, men som om al livsenergi, er blevet suget ud af kroppen. Nogle gange er det en situation, andre gange et andet menneske, der langsomt tapper dig for energi – men har du nogensinde oplevet et sted kunne have den samme effekt på dig?

Torsdag d. 8. januar 2015 - af Dittemaria Søndergaard, foto: All Over og privat

Jeg har været i Mackay i Australien i 2 måneder. Lille by, ikke meget at lave. Men jeg har været en del af en familie og været beskæftiget med det meget af tiden. Min lille get-away til Great Barrier Reef var tiltrængt og fantastisk, og da jeg vendte tilbage til Mackay, glædede jeg mig faktisk til at se min Aussie-familie igen.

Mavepuster
Men det var ikke rart at komme tilbage. Jeg mener, det var dejligt at se familien igen - men jeg fik en nedsmeltning dagen efter min retur. Jeg følte mig fanget, utilpas og rastløs. Først tænkte jeg, at jeg skulle skynde mig at rejse derfra. Men omvendt havde jeg aftalt, og havde stadig lyst til, at tilbringe julen med familien her. Jeg var ude af mig selv og kunne ikke sætte en finger på, hvad der var galt.

OM DITTEMARIA SØNDERGAARD

Jeg er yogainstruktør, massør og clairvoyant vejleder med hang til mennesker. Jeg er evigt nysgerrig og søgende. Jeg skriver mine klummer ud fra mine egne oplevelser og eget liv.
Jeg har ikke opskriften på livet, kærligheden eller den flade mave. Og jeg tror ikke der findes en. Vi er alle lidt forskelligt indrettet, og må finde den vej, der passer os. Lade os inspirere af hinandens erfaringer.

Her kan du følge lidt af mine tanker og erfaringer.


Se mere på dittemarias.dk (blogs)
eller på powerboost.dk (yoga)

Juleferie?
Oprindeligt var der planlagt 2 ugers juleferie. Vi skulle til Tasmanien og Gold Coast. Det faldt igennem. Flere forslag og muligheder blev forsøgt, men uden held. Da min ven sagde, at vi muligvis måtte blive i Mackay julen og nytåret over, panikkede jeg endnu engang. 2 uger mere af samme skuffe? Ikke en realitet for mig. Jeg skyndte mig, at få iværksat en "redningsaktion" for mig selv, i hvert fald til nytår. Da jeg samme aften var klar til at fortælle, at jeg ville rejse, var det hele faldet på plads. Vi havde fundet et lejlighed i Brisbane og vi ville rejse d. 25. december.


>> Savner du et liv i ro og balance? Så ta' lige et kig på dette online-kursus


Rod i redningsaktionen
Eftersom det hele var faldet på plads og jeg igen kunne ånde lettet op, måtte jeg finde ud af, hvordan jeg så skulle disponere mig og alle mine flugtplaner. Måske jeg havde været lidt for drastisk i mine handlinger, men jeg havde virkelig en kvælningsfornemmelse, da juleferien var tæt på opgivet. Hjernen var gået i kæmp-eller-flygt tilstand.
Valget og kompromiset faldt på jul med familien og nytår med en veninde i Sydney. Det havde jeg fået aftalt med hende, og jeg havde på ingen måde lyst til at springe fra den aftale.

Bobler
Mens resten af familien fløj, kørte min ven og jeg omkring 1000 kilometer fra Mackay til Brisbane. En enkelt overnatning undervejs og på farten igen. Som vi kørte ud af A1 væk fra Mackay, blev jeg gradvist lettere og lettere. Da vi endelig ankom til Brisbane ved frokosttid, var jeg et stort smil. Bare at opleve en by vibrere igen var magisk. Som vi sad på en café med hver vores sandwich og kaffe, begyndte jeg pludselig at små-fnise for mig selv. Jeg havde bobler inden i. Bobler at lykke. Jeg kunne mærke vibrationerne af byliv og trak vejret lidt dybere.

Min ven kiggede over på mig og spurgte, hvad jeg grinte af. Jeg kunne pludselig sætte ord på. Jeg kunne pludselig forklare mine 2 ugers rastløshed og utilpashed. Jeg kunne ikke længere opholde mig i Mackay. Det var ikke familien, dem var jeg stadig sammen med. Det var ikke vennerne, de er stadig fantastiske. Det var mig, der ikke længere kunne trække vejret i den lille by. Nok var nok.

Indsigten...
... kom dog først, da vi sad i Brisbane. Jeg havde været 2 måneder i Mackay. Det var muligvis 2 uger alt for meget. Første måned gik med arbejde og tilpasning til familieliv. Men efter min lille get-away fra byen, 1½ måned efter ankomst, var jeg ude af mig selv, og kunne ikke identificere grunden. Først da livet, åndedrættet og det at mærke en bys pulseren kom tilbage til mig, blev jeg klar over, hvor meget Mackay havde suget livsenergien ud af mig.


>> Find din passion med Pernille Melsted. Download kurset for bare 595 kr.


Andre indsigter
Mackay har været genial. Byen har de skønneste strande, utrolige naturområder og har været et perfekt sted at arbejde igennem i en måned. Men samtidig er byen præget af folk, der ikke har meget andet at give sig til end at drikke sig ned og køre hjem, opholde sig i et fitnesscenter eller fokusere på alle de farlige fremmede. Der er gode chancer for, at folk bakker op om dig, hvis du sætter en fast aktivitet i gang - men de gør absolut intet for selv at sætte noget i søen. Så hvis en igangsætter forlader byen, dør aktiviteten - uanset dens popularitet.

Det har været et fantastisk sted at tage nogle dybe dyk ned i nogle glemte, uopdagede afkroge af mig selv. Og mit indtryk er, at stedet er unikt, men hårdt til den slags ting. Mange af mine venner der, har taget nogle heftige spring som et led i en personlig udvikling. Vi er blevet enig om, at Mackay er fantastisk for en begrænset periode, og er sted hvor du "grow, learn and expand - or get sucked into the vortex of shit". Og det er sagt i al taknemmelighed.

Første gang
Det er første gang, jeg nogensinde har oplevet, hvor drænende et sted kan være. Mennesker, jo tak, har prøvet det. Situationer, der følger én, jeps. Men et sted? Aldrig. Og det var fysisk mærkbart. Og ikke til at gennemskue førend jeg var "ude på den anden side".

Note til mig selv - hvis jeg er ved at gå ud af mit gode skind og føler mig rastløs og utilpas, så skal jeg fremover prøve at overveje, om jeg befinder mig vel, hvor jeg er. Og vide, at jeg altid har muligheden for at flytte mig.

Mon ikke også, det gælder dig?


Læs alt om