BLOG: Jeg vil så gerne please alle – men det kan jeg ikke.

- Jeg troede, jeg var kommet over mit pleaser-gen. Det er jeg for så vidt også, men der er specifikke mennesker, jeg så inderligt gerne vil gøre glade, at jeg går i selvsving over det… Læs Dittemaria blog.

Tirsdag d. 2. december 2014 - af Dittemaria Søndergaard, foto: All Over og privat

Min ven afholdte et stress seminar i går. Jeg fik æren af at se ham undervise OG guide en gruppe mennesker igennem 20 minutters yoga nidra.

Mens jeg sad og lyttede til, hvad han talte om og selv legede med nogle af øvelserne, tankerne og reflektionerne, gik noget op for mig. Jeg vil gerne please alle.

OM DITTEMARIA SØNDERGARRD

Jeg er yogainstruktør, massør og clairvoyant vejleder med hang til mennesker. Jeg er evigt nysgerrig og søgende. Jeg skriver mine klummer ud fra mine egne oplevelser og eget liv.
Jeg har ikke opskriften på livet, kærligheden eller den flade mave. Og jeg tror ikke der findes en. Vi er alle lidt forskelligt indrettet, og må finde den vej, der passer os. Lade os inspirere af hinandens erfaringer.

Her kan du følge lidt af mine tanker og erfaringer.


Se mere på dittemarias.dk (blogs)
eller på powerboost.dk (yoga)

Jeg troede, jeg var kommet over mit pleaser-gen. Det er jeg for så vidt også, men der er specifikke mennesker, jeg så inderligt gerne vil gøre glade, at jeg går i selvsving over det. Min far f.eks. Bliver han skuffet og lider et afsavn, hvis jeg ikke producerer nogle børnebørn til ham? Jeg vil ikke have, han er trist eller føler han mangler noget. Det er ikke mit ansvar, det ved jeg. Men jeg har på et dybt underbevidst niveau, kamp-stresset over det. Fejler jeg, hvis jeg "svigter" ham?

Jeg har glemt mig selv

Jeg har haft så fucking travlt med at støtte, hjælpe og please andre, at jeg har glemt mig selv. Det er blevet langt bedre de sidste 5 års tid - men der sidder åbenbart nogle rester dybt i mig. Og det at have fokuseret på andre næsten hele livet har nu efterladt mig uden mål eller drømme.

Andres skibe er kommet på rette kurs, men mit eget sejler uden specifik destination eller mellemstop. Hvilket også stresser mig. Giver det mening?

Faktum er, jeg ikke aner, hvad jeg vil stille op med mit liv - stress faktor! Men spørgsmålet er, om jeg overhovedet ville være i stand til at gå efter mine drømme/passioner/mål lige nu, hvis jeg endelig vidste, hvad de var.

Hvad hvis drømmene aldrig kommer?

Jeg kan sagtens leve med at cruise rundt og tage livet som det kommer i en periode endnu. Det er helt sikkert god intuitionstræning. Men hvad nu, hvis de drømme og mål, jeg regner med kommer, aldrig dukker op? Skal jeg blive ved med at rende rundt og blot tage, hvad der tilfældigt kommer min vej? Jeg stresser ved tanken om, mit skib aldrig får en kurs.

Jeg aner ikke, hvornår jeg kommer til Dk. Jeg føler ingen trang til at rejse tilbage nu. Hvis det kalder en dag, vil jeg overveje det og ellers bliver jeg væk så længe som muligt. Det er godt for mig at være væk. Opleve hvad der stresser mig, når jeg er i Dk og opleve, at det følger mig.

Men herude har jeg muligheden for at opdage det. Når jeg er i Danmark, er det som om, jeg bliver slugt op af det. Slugt op af noget der stresser mig, noget jeg ikke kan identificere - så det kan da umuligt være, at jeg føler mig presset, eller hvad? Jeg har fået så mange åbenbaringer den sidste måned. Og det virker som om, jeg er bedre i stand til at slippe det, når jeg er på afstand af det.

Jeg håber, det giver mening. Det var en bunke ord, der bare fløj ud igennem tasterne. Jeg har ikke læst det igennem. Har ikke brug for at grave dybere i det lige nu. Men jeg håber, du forstår. Måske endda genkende noget af det...


Læs alt om