BLOG: Vil jeg altid have, hvad jeg ikke kan få?

Jeg undrer mig. Jeg kan huske, at jeg fra barnsben kunne blive dybt ulykkelig, hvis jeg ikke kunne komme til at lege med den, jeg havde sat mig for. Andre duede ikke rigtigt, hvis jeg først havde en i tankerne. Sådan er det stadig …

Onsdag d. 12. november 2014 - af Dittemaria Søndergaard, foto: All Over og privat

Jeg undrer mig. Jeg kan huske, at jeg fra barnsben kunne blive dybt ulykkelig, hvis jeg ikke kunne komme til at lege med den, jeg havde sat mig for. Andre duede ikke rigtigt, hvis jeg først havde en i tankerne.

Lidt ligesom at glæde sig til at komme hjem fra Roskilde Festival. Egen seng, eget bad, rent tøj, lidt alene-tid... og så ender jeg alligevel konsekvent med en post-Roskilde-blues, fordi jeg mangler alle de andre omkring mig.
Jeg GLÆDEDE mig til min sidste yoga uddannelse sluttede. 2 måneder i vælten. Op kl. 4.45 hver morgen. At være i intenst selskab 12-14 timer pr. dag. En underviser jeg bumpede hoved med konstant. Årh, det ville blive så skønt at få noget fritid og plads. Lige indtil det rent faktisk slutter, og jeg 3 dage efter savner min yogaboble så inderligt.

OM DITTEMARIA SØNDERGARRD

Jeg er yogainstruktør, massør og clairvoyant vejleder med hang til mennesker. Jeg er evigt nysgerrig og søgende. Jeg skriver mine klummer ud fra mine egne oplevelser og eget liv.
Jeg har ikke opskriften på livet, kærligheden eller den flade mave. Og jeg tror ikke der findes en. Vi er alle lidt forskelligt indrettet, og må finde den vej, der passer os. Lade os inspirere af hinandens erfaringer.

Her kan du følge lidt af mine tanker og erfaringer.


Se mere på dittemarias.dk (blogs)
eller på powerboost.dk (yoga)



Den dumme afsked
Inden jeg rejste fra Danmark, afsluttede jeg noget, der muligvis kunne have udviklet sig til et smukt forhold. Men muligheden var aldrig til stede. Han havde forudsætninger, der ikke tillod os at være sammen i længden. Og jeg var overraskende afklaret med vores betingelser.

Nu sidder jeg en måneds tid efter vores sidste samtale, og jeg SAVNER ham. Den sidste snak endte ikke kønt. Vi havde en diskussion, der i bedste politiker stil endte med at blive personlig. Lidt a la "du er dum", "nej du er dum. En ting er sikkert - det var dumt.

Jeg er stadig klar på, det ikke skal være ham og jeg. Men nu vil jeg virkelig gerne have ham - lige her, helst for en måned siden. Jeg savner at tale med ham. Savner den gensidige støtte og omsorg, vi har/havde for hinanden. Mangler at høre, hvordan det går ham og de udfordringer, han tog op. Mangler ham.

Og hvad fanden går det ud på (undskyld mit sprog)? Hvorfor er det, jeg kan være afklaret og okay med situationen, lige indtil noget glipper, og der pludselig ikke er en kontakt længere. Kunne det ikke være klogere indrettet således, at jeg længtes efter ham, mens vi havde kontakt, i stedet for nu, hvor det hele er lukket og slukket.

Hvorfor skal det være sådan?
Hvad kommer dette af? Hvem har skabt det system? Jeg synes ikke, jeg har tendensen til at være forkælet og få præcis, hvad jeg peger på. Men er det ikke lidt en forkælet-barn opførelse at ville have det, man ikke kan få?

Måske er det en romantisering af, hvor fantastisk det hele var - eller kunne have være, hvilket jeg ikke har et begreb om. Jeg kan ikke spå fremtiden uanset hvor rart det kunne være nogle gange.
En klassiker er, at man ikke ved, hvad man har, før man har mistet det. Det er ikke tilfældet i denne historie. Jeg var, og er, meget bevidst om, hvad vi havde sammen. Og det er heller ikke fordi jeg ikke værdsatte det, mens jeg havde "det".

Jeg ved ikke, hvad det går ud på. Men det er et skørt system. Og tilsyneladende velkendt. Passenger har skrevet en sang om det. Omkvædet går:

Well you only need the light when it's burning low
Only miss the sun when it starts to snow
Only know you love her when you let her go

Only know you've been high when you're feeling low
Only hate the road when you're missin' home
Only know you love her when you let her go

Jeg føler det, smiler af det og ryster på hovedet af mig selv. Det er jo rigtigt, men noget så upraktisk indrettet.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det. Et af hovedtemaerne gennem de sidste 2 måneders uddannelse har været, "Where your mind go, energy follows", så måske det bare er bedst at smile af det og ryste lidt på hovedet af mig selv, når tankerne går imod det, der ikke længere er tilgængeligt.

Måske skrive en lille klumme om det, og håbe at det kommer ud af systemet på den måde. Og så fodre tankerne med noget andet. De skal jo have et sted at gå hen... Jul! Det er snart jul. Eller... det er der nogen, der siger. Eftersom jeg befinder mig i Australien med blæsende sol og +30 grader, er det lidt svært at vikle hovedet omkring. Måske den kommende sommerregn hjælper lidt på det.


Læs alt om